- stol på dig selv!
Jeg er specialist i psykoterapi for voksne og arbejder hovedsageligt eksistentielt og narrativt.
Det vil sige, jeg har fokus på din fortælling, og hvordan du fortæller den. Hvilke håb, drømme og intentioner har du med dig? Hvilke oplevelser har du haft, og hvad vil
der formodentligt komme i fremtiden?
Jeg har en særlig interesse for livets overgange, og de udfordringer der følger med. Især ungdommen med alle dens muligheder og frustrationer er jeg optaget af.
Hvad skal der til for at skabe en god hverdag med plads til både egne interesser og samfundsinteresser? Hvad betyder de valg, vi træffer som ung, for vores muligheder videre frem i livet?
Stress er jeg også meget optaget af. Hvorfor bliver nogle mere stress-belastede end andre? Hvad kan vi som individer og som samfund gøre for at skabe de bedste rammer for hver enkelt menneske?
EGENOMSORG I EN TRAVL HVERDAG
Mange af os kender til en december, jul og nytår, hvor vi ikke gør, som vi plejer. Vi får ikke givet os selv egenomsorg, vi glemmer at motionere, vi spiser mere, drikker mere og hygger mere. Det er der som sådan ikke noget galt i, for det er også vigtigt, at vi skejer ud og lader stå til en gang imellem. Men mange af os ender derfor året med champagneglasset i hånden, kransekagen i munden og store nytårsfortsæt, hvor ALT skal ændres. Det er nu ved året begyndelse, at vi drømmer om at sætte i gang med ALT, hvad der er sundt og godt for os.
Dog vil en stor del af så drastiske nytårsfortsæt ende i vasken med følelsen af fiasko siddende tilbage. Derfor skal vi begynde med det, der allerede virker. Før december havde vi nogle gode vaner, hvor egenomsorg, motion og spisning på den ene eller den anden måde var tilpasset vores hverdag. Begynd året med at genfinde plejer i form af, hvad plejer du at gøre for dig selv og dit velbefindende?
Egenomsorg er det handlemønster i en person, der fremmer og vedligeholder fysisk og psykisk sundhed. Det handler om trivsel og accept. At være nænsom overfor os selv og vores egen fejlbarlighed og uperfekthed. At forstå, vi er mennesker med alt, hvad det indebærer af gode intentioner og handlinger.
For at dyrke taknemmelighed og glæde må vi slippe mangelfuldhed og frygten for det ukendte.
Så giv dig selv en omsorgsfuld oplevelse – hør Psykolog Dorthe Carlsen fortælle i levende vendinger om, hvordan bare 5 minutter til dig selv i en travl hverdag kan ændre stemningen, lysten, motivationen og samspillet mellem mennesker.
Psykolog Dorthe Carlsen ved Ballerup Psykologhus, Centrumgaden 7, 1.th., 2750 Ballerup.
Mobil: 30 29 36 43, mail: psykolog@dorthecarlsen.dk, www.balleruppsykologhus.dk